Signe (Queensland)
Hilsen fra Townsville, Australia
Jeg hedder Signe og fik på et tidligt tidspunkt en idé om, at jeg godt kunne tænke mig at tage på udveksling. Jeg blev givetvis inspireret af min storesøster, som var et år i Frankrig. Spørgsmålet var bare, hvilket land jeg skulle tage på udveksling til. Jeg ønskede at tage til et engelsksproget land, og for mit vedkommende stod valget mellem USA, New Zealand og Australien.
Da jeg skulle ansøge om et udvekslingsophold, havde jeg som så mange andre USA i tankerne. Jeg tænkte mig godt om og kom frem til, at jeg gerne ville prøve noget mere anderledes og ukendt. Jeg læste nogle “blogs” om folk, der var i Australien og blev meget inspireret og blev begejstret ved tanken om at studere dér. Med en opvækst i Danmark med mange måneder med koldt vejr må jeg også indrømme, at et år med et andet klima var fristende. Australien er dejligt med solrigt og mildt klima og er anderledes på rigtig mange områder. Australien er også afstandsmæssigt næsten så langt væk fra Danmark, du kan komme. Det endte med, at mit valg faldt på Queensland, Australien.
Før jeg fik set mig om, kom dagen hvor jeg skulle rejse. Jeg frygtede det en smule, men var samtidig også meget spændt på at skulle begynde mit liv i Australien. Jeg skulle jo næsten være væk i et helt år, væk fra mine vante omgivelser. Alle sagde, at tiden ville går stærkt, og det har de ret i. Jeg sid- der nu i Townsville, Australia 6 måneder senere og synes, at tiden er gået alt for stærkt. Jeg elsker mit australske liv og har slet ikke lyst til at rejse hjem. Den sidste tid “down under” skal jeg virkelig nyde!
Australien er meget forskellig fra Danmark. I Queensland er det generelt meget varmt, og jo længere nordpå i Australien du kommer, desto varmere bliver det. Varmen var et chok i begyndelsen, men i og med at jeg ankom til Australien om vinteren, var det ikke så slemt. Om sommeren er det derimod 35 grader hver dag, her hvor jeg bor. Det er de dage, hvor man er virkelig glad for, at der er air condition.
Jeg har set og oplevet meget af Australien. Organisationen arrangerer forskellige turer for udvekslingselever i forbindelse med skoleferierne, og jeg kan garantere dig, at du kommer til at få nogle fantastiske oplevelser. Selv har jeg været på to safarier, Northern Territory og Southern Safari. Northern Territory Safari begyndte i Adelaide i South Australia, gik gennem ørkenen og hele vejen op til Darwin i nord. Det var en helt fantastisk rejse på 2 uger, hvor vi fik set alt fra ørken til regnskov. Nogle af turistat- traktionerne på turen var Uluru, Kata Tjuta etc. Southern Safari var meget anderledes. Det var en tur, hvor vi besøgte både Sydney, Melbourne og hovedstaden Canberra. Nogle af turens turistattraktioner var Sydney Opera House, Harbour Bridge, jet boating og diverse museer. På turene møder du også en masse spændende mennesker fra hele verden. Selv har jeg fået mange venner for livet, som jeg aldrig vil glemme.
Selvfølgelig er et udvekslingsår ikke kun en dans på roser. Hjemve er der mange som frygter. Selv har jeg ikke lidt så meget af det, som jeg troede, jeg ville komme til. Jeg tænkte, at jeg jo ville komme til at se alle igen nogle måneder efter. Jeg har det rigtig godt her, og min værtsfamilie er rigtig sød. Jeg trives også godt i skolen og med fagene, og jeg har mange gode venner, som jeg ikke har lyst til at forlade. Julen er lige forbi, og jeg må da indrømme, at jeg tænkte en ekstra gang på familien derhjemme i Danmark. Julen i år var meget anderledes end, hvad jeg er vant til for med 30 grader og sol, er det svært at få den samme julestemning som i Danmark.
Nu er det 6 måneder siden, at jeg forlod kolde Danmark og indtil videre, har jeg kun haft gode oplevelser. Alt i alt kan jeg varmt anbefale at tage på udveksling til Australien. Du vokser som person og får mange nye oplevelser og minder, som du kan tage med dig videre i livet.
Held og lykke med dit kommende udvekslingsophold!
– Signe