Fritid i Italien

Italienere er meget sociale både i forhold til venner og familie. Det er ikke tradition, at skolerne tilbyder fritidsaktiviteter. Ugens dage går først og fremmest med skole og lektier. Ofte samles man hjemme hos én, tager i parken, træner sammen eller bare mødes i byen for at gå på café.

Det er ikke usædvanligt, at man får lov til at være længe ude lørdag og gå på f.eks. pizzeria, i biografen eller på diskotek. Afhængigt af hvor i landet man bor, bruger mange også fritiden på stranden, ture i bjergene eller på landet.

Som udvekslingselev er det vigtigt, at du fortæller, hvor du går hen, hvem du er sammen med, og hvad tid du regner med at være hjemme. Du må ikke lægge store planer uden at have tjekket med værtsfamilien for at se om dine planer passer med deres.

Du vil nok opdage, at italienere er velklædte, og de unge ofte klæder sig uformelt, men det er sjældent tilfældigt, hvad de har på.